TRIVSEL

Vores tilgang til eleverne på VGI udspringer af vores pædagogiske tilgang: KRAP. Det står for Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende, Pædagogik. Grundsynet i KRAP er: Mennesker gør ALTID det bedste, de KAN. I stedet for at fokusere på, hvad eleverne ikke kan - så bygger vi i KRAP oven på allerede eksisterende ressourcer. Der er ALTID ressourcer at bygge ovenpå! Vi prøver gennem samtale at forstå mønstre og se sammenhænge, inden vi griber til handling og fixer det for eleven. 

Alle mennesker har et grundlæggende behov for at høre til. Eleverne skal støttes i at vælge de gode fællesskaber til. Forudsætningen for det er en bred vifte af både små og store fællesskaber; værelset, familiegruppen, gangen, klassen, holdet eller årgangen. Vi har et særligt fokus på elever i sårbare og udsatte positioner og deres forudsætninger for at indgå i relationer, så den enkelte gavner fællesskabet, og fællesskabet gavner den enkelte.

  • På Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole er KRAP et integreret redskab i dagligdagen.

    KRAP kan styrke individet og flytte fokus til egne ressourcer, men metoden kan også styrke et helt fællesskab og en gruppe.

    “Den KRAPske tænkning er en del af vores sprog på skolen, og den kendetegner vores pædagogiske tilgang. Både overfor den enkelte elev, men også over for fællesskabet – både som en helhed men også i forhold til at få øje på de ressourcer, som de enkelte familiegrupper på skolen har." (Janne Kastrup Johansen, lærer og ressourceperson på trivselsområdet.)

    Janne er en af de lærere, der løbende gennemfører PsykologCentrets AKT-KRAP uddannelse, og erfaringerne er for længst omsat til praksis på skolen. Hele lærergruppen anvender således metoden, og det lægger vi bestemt ikke skjul på.

    ”Når vi har forældredag på skolen, så holder vi et indlæg, hvor vi fortæller om KRAP, hvordan og hvorfor vi bruger metoden. Vi har også to til tre pædagogiske dage årligt, hvor hele lærergruppen arbejder med KRAP, så alle får det fælles sprog og en samlet tilgang,” (Janne Kastrup Johansen)

    Gør en forskel

    Her på skolen oplever vi, at indsatsen virkelig bærer frugt. Formålet er at sikre trivslen for både den enkelte elev, men også for de elevgrupper eller “familiegrupper”, samt for fællesskabet på skolen som helhed. Ved at fokusere på de ressourcer, som den enkelte og fællesskaberne har, så øger det bevidstheden om, hvordan disse ressourcer kan styrkes yderligere.

    ”På en efterskole er fællesskabet meget vigtigt, og vi er utrolig glade for, at vi kan anvende KRAP gruppevis også. Desuden kan redskaberne favne hele vores elevgruppe. Vi har elever her, som kræver lidt ekstra, og så har vi helt almindelige unge, og med KRAP kan vi tage vare på dem alle. At være ung kan være svært ind imellem, og derfor kan alle eleverne have glæde af at blive mødt anerkendende og med fokus på de ting, som de er gode til."

  • Udover fokus på fællesskaber og vores kontaktlærerordning har vi andre tilbud til elever i sårbare og udsatte positioner. Vi har ansat en psykomotorisk terapeut. Hun kan hjælpe dig med at finde ro, både fysisk og mentalt. Hos vores psykomotoriske terapeut arbejdes der med hele kroppen, og gennem blid massage, afspænding og øvelser, kan der løsnes op for både muskelspændinger og tanker. Samtaler er også en vigtig del af behandlingen, hvor du hjælpes med at forstå sammenhængen mellem krop og sind. Det er en måde at tage vare på sig selv, så du kan få det bedre i hverdagen og føle dig mere robust – både indeni og udenpå. Behandlingerne er gratis.

  • På VGI har vi tilknyttet en psykolog, der kommer efter aftale - ham kan forældre betale for samtaler, hvis den unge har brug for det. I kan tage kontakt til kontoret, så kan vi lave aftaler med psykologen.

  • På VGI har vi fokus på at støtte elever med læse- og stavevanskeligheder. Alle elever har adgang til AppWriter, som bruges i alle fag. Ordblinde elever og elever i læse- og stavevanskeligheder introduceres til værktøjet ved skoleårets start. Flere af eleverne kender allerede og lærer ellers hurtigt de digitale funktioner. Vi mødes regelmæssigt - omtrent en gang om måneden - i gruppen, hvor eleverne udveksler erfaringer og lærer at udnytte læse-skrive-teknologiske funktioner i forskellige sammenhænge. Eleverne skal blive trygge i at bruge teknologien i de læse- og skrivesituationer, hvor de har et behov.  Vejledningen er tilpasset det sted, de er i deres skoleforløb nu. Vi målretter også vejledningen i forhold til de afsluttende prøver.

  • Alle elever får tilbudt at deltage i Café Vivild, som er en åben gruppe – ledet af to lærere - for de elever, der på den ene eller den anden måde synes, at det er lidt svært at starte på VGI. I gruppen oplever eleverne, at de ikke er alene med deres problematikker og finder nye venner -  og tit kommer de gennem gruppen videre sammen, så de efter noget tid med gruppen føler, at de er klar til at stå på egne ben.

  • Nogle udfordringer er bare lettere at snakke igennem ung til ung, derfor har vi et korps af unge mentorer fra sidste års elevhold, der kommer på skolen og taler med eleverne. Ungementorerne kommer på besøg fem gange om året og går rundt til værelserne i stilletimen og er tilgængelige og opsøgende. De har gennemgået et kursus i lytteteknik og samtale og har selv det seneste år oplevet efterskolelivet på egen krop, så de har erfaring med netop det at gå på efterskole.

  • Elever med særlige behov opfordres til at tage kontakt til skolen inden skolestart, så vi sammen kan forberede efterskoleopholdet. Vi har mulighed for at tildele mentortimer med en lærer, der kan støtte eleven i at få overblik og struktur over sin hverdag, hjælpe eleven med at finde ro, tale problematikker gennem og generelt støtte eleven i at have den bedst mulige hverdag på VGI.

  • Har eleven faglige udfordringer, kan vi tildele en faglig mentorordning. Mentor og elev mødes en time om ugen, hvor der er tid og rum til at støtte og vejlede eleven. Det kan være med lektier eller uddybning af noget, der er blevet gennemgået i klassen. Det kan være at opnå sikkerhed i de forskellige regnearter, at lære en strategi for en læsetest eller noget helt tredje.

  • På VGI har vi AppWriter som læse- skrivestøtteværktøj, der kan hjælpe alle elever med at læse, skrive, forstå og udtrykke sig. AppWriter er tilgængeligt for alle elever, og vores læsevejleder sørger for at elever, som er testet ordblinde får en introduktion og lærer at bruge hinanden i et læringsfællesskab

  • Vi har en erfaren fysioterapeut/osteopat ansat, der til daglig er ansat på skolen som lærer. Han vil være  hovedansvarlig i forløbet, hvis du skulle blive skadet før eller under dit ophold hos os. Er du skadet vil vi gennemgå en plan for, hvordan du hurtigst muligt kan komme tilbage til dine sportsgrene, samt sørge for at du kan være med i mest mulig sportsundervisning under din skade. Fysioterapeuten varetager både genoptræning, behandling og vejledning i det omfang, der skulle være relevant. Behandlinger bookes ved direkte kontakt med fysioterapeuten og koster 100 kr. i egenbetaling pr. gang.

    Skolen har desuden en psykomotorisk terapeut ansat, som giver behandlinger gratis på skolen. Disse behandlinger aftales efter behov med kontaktlæreren, der formidler kontakten til denne.

    Så hvis du har skader i bagagen eller har brug for hjælp og vejledning for at komme igennem dit efterskoleophold, så er du i trygge hænder hos os.

  • Hver år nedsættes et trivselsråd bestående af syv elever (en fra hvert boområde), og to lærere. Trivselsrådets medlemmer har et ekstra øje på alle elevers trivsel på VGI. To gange om året arrangerer trivselsrådet

  • NADA er en simpel og effektiv øreakupunktur, som kan hjælpe dig med at finde ro og fokus i hverdagen på en efterskole. Behandlingen foregår i vores NADA café, hvor små nåle sættes i bestemte punkter på øret, og det kan have en beroligende effekt på både krop og sind. Mange oplever, at NADA hjælper med at mindske stress, angst, søvnproblemer og uro. Det tager omkring 30-45 minutter. I den tid, ligger du på et værelse med en anden elev, og du vil sandsynligvis mærke en behagelig følelse af afslapning undervejs.

    Der er mulighed for at få sat kugler i ørene, som man selv kan stimulere ved behov, i tiden mellem behandlingerne. 

    NADA er for dig, der vil give dig selv en pause og få lidt mere overskud i hverdagen.