musik

Mærk de funky rytmer, lær at spille sammen og dygtiggør dig inden for netop dit instrument.

I musik spiller vi sammen. Vi finder i fællesskab frem til numre, vi gerne vil spille og arbejder frem mod koncerter for skolens andre elever.

Vi øver forskellige sammenspilsteknikker. Vi arrangerer numrene sammen. Vi øver rotation for at få en fornemmelse af de andre instrumenter. Vigtigst af alt er det store fokus på spilleglæde og og ikke mindst glæden ved musikken i sig selv.

Vi glæder os til at spille og synge med dig!

  • Efterskolelivet hænger unægtelig sammen med fællesskab, og på musikvalgfaget skaber vi musikken sammen. Her er der plads til alle - både dig, som har spillet bas i mange år, er født med trommestikker i hånden eller dig, som bare elsker musik og gerne vil krydre dit efterskoleår med et musikalsk fællesskab eller prøve kræfter med noget nyt. Undervisningen foregår i vores veludrustede musiklokale. Du har selv indflydelse på hvilket instrument, du gerne vil spille på og hvilke sange, som holdet skal spille.

    • 1,5 times undervisning

    • Udbydes 1 gang i ugen

  • Guitar på VGI er for dig, som aldrig har haft eller sporadisk har forsøgt at spille på en guitar, men endnu ikke helt har knækket koden til det populære instrument. På valgfaget får du en grundig introduktion til guitaren og lærer at spille akkorder samt simple melodier. Du er selv med til at sætte retningen for undervisningen, og det udbytte du ønsker.

    • 45 min. undervisning

    • Udbydes cirka 2-3 gange om ugen

  • Klaver er for dig, der enten allerede spiller, eller gerne vil lære at spille klaver. Undervisningen er i hold og foregår i musiklokalet på vores “klaver-ø”, hvor du sidder ved dit eget klaver. Vi veksler imellem at sidde selv og øve med headset på og at spille sammen ud i lokalet. Hvis du aldrig har spillet klaver før, vil du bl.a. lære tonernes navne, lære akkorder og spille sange, du kender. Hvis det går rigtig godt, vil du også lære at læse noder. For dig, der har spillet før, bliver du udfordret på det niveau, du er på - om det er at blive bedre til at spille efter noder, kunne spille til fællessang, spille et fedt tema eller noget helt fjerde. Et fag som klaver kan være et godt fordybelsesfag i en hverdag, hvor du ellers er fysisk aktiv meget af tiden.

    • Klaver-ø med op til 8 klaverer

    • 45 min. undervisning

    • Begynder og øvet

    • Udbydes cirka 4 gange om ugen

  • Find din stemme i harmoni med andre

    Kor er for dig, der ELSKER at synge og gerne vil dykke endnu mere ned i, hvor fedt det kan blive, når vi synger sammen. Du er velkommen, lige meget om du har sunget i kor før, eller bare elsker at synge. Udover at synge en hel masse, arbejder vi også lidt med stemmen, hvordan den fungerer, og hvad den kan. Vi prøver også at synge i flere stemmer og skabe lækre harmonier sammen. 

    Hvis du vælger kor, vil du højst sandsynligt blive glad i låget af at synge, men også blive mere sikker i din stemme og forhåbentlig kunne holde din egen stemme i harmonier.

    • 1 time og 15 mins undervisning

    • Udbydes 1 gang om ugen