Menu

Boldspil

Vores specielle koncept gør det muligt for dig at dyrke flere sportsgrene på højt niveau. Vi har ikke linjer, som binder dig. Vi ønsker at dyrke håndbold, fodbold og badminton på meget højt niveau. Vi ønsker at tiltrække både de allerdygtigste, og dem som dyrker idræt på alm. niveau.

Du sammensætter selv dit valgskema. Der er mange muligheder. Du kan vælge din yndlingssport 3 gange om ugen. Du kan også vælge den 1 eller 2 gange. Du har ca. 10 valgplaceringer af 1½ time. Du kan f.eks. vælge fodbold 3 gange, håndbold 3 gange, badminton 2 gange og musik 2 gange om ugen.

Vi spiller kampe og turneringer med de bedste i både fodbold, håndbold og badminton. Vi spiller også kampe mod ikke så stærke modstandere.
Vi oplever, at mange unge gerne vil dyrke flere idrætsgrene på højt niveau. Vi oplever, at mange også gerne vil starte op med andre idrætsgrene end den, man kender derhjemme fra. Hos os er der plads til alle.

Vores koncept øger din motivation. Du går ikke ”død” i den samme idrætsgren 6-7 gange om ugen. Du kan bruge dine kompetncer fra badminton på håndboldbanen. Du kan bruge dine springgymnastiktimer til at blive bedre til smash, til hovedstød og til spurt. Du kan bruge den fysiske træning, koordinationen, balancen fra gymnastikken i boldspillene osv. Du er ca. 15-16 år gammel, og den alsidige fysiske træning og motivation er alt afgørende for din udvikling og dygtiggørelse.
 
Fodbold:
Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole har to fantastisk flotte fodboldstadion. En helt ny kunstgræsbane med internationale mål og et stadion med to græsbaner, omkranset af tæt bevoksning – to rigtig hyggelige og dejlige steder at spille fodbold. Masser af gode bolde.  Der er normalvis mange af vores elever, som vælger fodbold (ca. 55 drenge og 40 piger). Der er ca. én fodboldlærer pr. 20 elever. Du har mulighed for at træne op til 3 gange om ugen - piger og drenge hver for sig. Vi afholder her på skolen Østjyske mesterskaber i fodbold for efterskoler. Vi deltager ofte i DM for efterskoler. Teknisk træning, en masse bold, taktisktræning og meget spiltræning. Du har mulighed for at starte på DGI fodboldtræneruddannelse. Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole vil meget gerne en masse fodbold.

Håndbold
Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole har gode traditioner med håndbold. 4 håndboldtrænere med stor erfaring og mange ideer. Har du spillet meget i klub og har lyst til at blive endnu bedre, har du på Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole store muligheder for at pleje og udvikle dit talent. Der er fart og tempo på, når vi spiller håndbold. Vi har normalt både mange piger og mange drenge, der vælger håndbold. Har du lyst til at prøve håndbold uden den store erfaring, er du også meget velkommen. Du har mulighed for at vælge håndbold 3x 1½ timer om ugen - drenge for sig og pigerne for sig. Vi har samarbejde med de lokale klubber, spiller mange træningskampe, deltager i turneringer for efterskoler og er ofte med i 2. div U 16. Kan du lide at øve forskellige skudvarianter fra forskellige pladser, lave små systemer to og to, og lave angrebsåbninger, er Vivild noget for dig. Vi øver forskellige forsvarsformationer som 6-0, 5-1 og 3-2-1. Vi bruger meget tid på spiltræning. Efterskolens 2 haller kan også bruges i fritiden. Du kan starte på DGI´s træneruddannelse i håndbold. I Vivild er vi vilde med håndbold.
 

Volleyball

Der er mange af eleverne på Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole som gerne vil spille Volleyball. Vi har en flot og hyggelig Beachvolleybane og har 5 baner i vores haller. Volleyball er både for begyndere og for dem som har spillet meget i skole og klub. Du bliver hurtigt rigtig god til volleyball. Har du viljen vil vores dygtige Volleyballlærere hurtig lære dig det. Vi deltager i turneringer og stævner med klubber og andre efterskoler. Du kan starte på DGI´s Volleyball trænerkursus.

Badminton

Vi har på Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole badminton for begyndere og for øvede. Badminton er et hurtigt, teknisk og elegant spil. Det er intenst og tempofyldt. Det er tætte dueller ved netkanten. Badminton er i en rivende udvikling, så der er rigeligt at tage fat på: udvikling af slag, forbedring af træningsprincipperne og reglerne nyformuleres.

På VGI bliver du en bedre badmintonspiller og du får mere lyst til at spille badminton .Du får gode idrætsoplevelser, ved kampe mod andre efterskoler i området. Du udvikler dig personligt. Og du har mulighed for at blive badmintontræner. Du skal selv have din ketcher med. Der vil være god teknink-, slag- og spiltræning. Der er rig lejlighed for at træne videre om aftenerne da hallen ikke altid er udlejet. Vi er i samarbejde med DGI og 3 andre efterskoler på Djursland om at spille turneringer, stævner og afholder træningssamlinger. Vi afholder her på skolen Østjyske Mesterskaber i badminton for efterskoler. Vi deltager ofte i DM for efterskoler.

I undervisningen fokuseres der på følgende indhold:

Teknisk træning: Da badminton er et meget teknisk betonet spil og mener vi at det er væsentligt at arbejde med de grundlæggende elementer i slagteknik og benarbejde. En god teknik er fundamentet for at blive rigtig god og forudsætningen for at opleve mange gode timer med badminton. Vi anvender de nyeste træningsprincipper for at finpudse din teknik. Med udgangspunkt i Henrik Tingleffs' Badmintonbogen arbejder vi med emner som; feeding, footwork og P. E. A. K. Vi anvender i nogle tilfælde videoanalyser til at fejlrette og give feedback.

Fysisk træning: Vi vurderer de fysiske forudsætninger og elementer af badmintonspillet. Og vi sammensætter træningsøvelser og programmer der specifikt kan træne fysiske elementer som udholdenhed, springstyrke, hurtighed, smidighed og koordination. Du får en stærk bevidsthed om badmintonspillets fysiske krav og du kommer i god badmintonform!

Taktisk træning: Vi præsenterer forskellige taktiske varianter af såvel forsvar som angreb. Er du til eksplosive angreb eller er du Morten Frost-typen, der hellere vil udpine og udtrætte din modstander? Vi vurderer de forskellige spillestile og afprøver de taktiske varianter.

Kampe: Vi spiller kampe. Vi duellerer ofte internt mod hinanden og vi planlægger enkelte kampe mod spillere fra lokale hold. I kampene afprøver vi teknikken, taktikken og fysikken. Og så kommer der fokus på præstation og konkurrence!

Trænerkursus: Hvis du er interesseret tilbyder vi DGI´s badmintoninstruktørkursus 1 & 2 eller et hjælpetrænerkursus. De gennemgår kursusindhold og du får mulighed for at blive træner i den lokale badmintonklub, hvor du skal planlægge og gennemføre træningsforløb for børn og unge. Hermed kan du prøve kræfter med træner- og instruktørrollen.

Basketball

Vi spiller basketball en gang om ugen. Du kan lære spillet fra start, eller du kan videreudvikle dit talent. Der er mange som spiller basketball i deres fritid på efterskolen. Tekniktræning med mange skud og drible varianter. Meget taktisktræning med systemer og opstillinger. Der vil altid i træningen være meget spiltræning. Vi deltager i stævner og turneringer. Kan du dunke - vi har springbrædder...?

 

Talmark-20110606152229Talmark-20110606165807